Halthedsudredning
De fleste heste er brugsdyr, som vi rider på eller bruger til en eller anden form for sport, og derfor ser vi ofte halthed hos heste.
Den største udfordring ved halte heste er, at de ikke kan pege og fortælle hvilket ben eller hvorhenne på benet smerten kommer fra!
Hvis man laver en systematisk og grundig undersøgelse, får man ofte nogle ledetråde, som man kan bruge til at finde årsagen til haltheden. Man kan sammenligne det lidt med detektivarbejde, hvor man undervejs får spor til at løse et mysterie.
Første skridt er at få en historien bag. Hvor lang tid har hesten været halt? Hvilket ben halter hesten på?
Herefter laves en klinisk undersøgelse af hesten for hævelser, ømheder, benstilling, osv. Her kan første spor allerede komme i form af en hævelse på en sene eller ømhed ved bøjning af et led.
Næste skridt er at lokalisere hvilket ben hesten er halt på. Vi ser både hesten på hårdt og blødt underlag og laver relevante bøjeprøver for at fremprovokere lavgradig smerte, der ligger under overfladen og ikke viser tydelig halthed.
Når vi har fundet ud af hvilket ben hesten er halt på skal vi også have afgrænset hvor på benet smerten kommer fra. Nogle gange er årsagen indlysende som fx ved en øm hævelse på en sene. Andre gange er der ikke noget at se på benet, men vi har stadig en mistanke baseret på den måde hesten er halt på og går derfor direkte til en ultralyds- eller røntgenundersøgelse.
Hvornår skal man kontakte os?
Ved halthed, også selv om det kun er lidt.
Hvis hesten føles anderledes end den plejer. Fx mere stiv eller modvillig.
Hvis du føler hestens præstation falder uden nogen åbenlys årsag.
I mange tilfælde er der flere mulige årsager til haltheden, og derfor anvender vi diagnostiske blokader. Det består meget simpelt i, at vi sprøjter lokalbedøvelse ind i nærheden af en nerve eller et led på benet og ser hesten bevæge sig bagefter. Hvis den er mindre halt end før blokaden har vi lokaliseret smerten og kan gå videre med billeddiagnostik, dvs. ultralydsscanning eller røntgen.
Når vi har lokaliseret hvilket ben og hvor på benet haltheden har sin årsag, ved vi kun hvor, men ikke hvad diagnosen er. Her bruger vi billeddiagnostik til at visualisere skaden. Vi har altid røntgen og ultralydsscanner i bilen, så vi kan komme i mål med undersøgelsen med det samme. I nogle tilfælde kan det dog være relevant med mere avanceret billeddiagnostik i form af scintigrafi, MRI og CT-scanning for at få en mere præcis diagnose.
Når vi har fundet en diagnose kan vi prøve at behandle skaden og lægge en plan. Behandling kan omfatte indsprøjtninger i led eller sener, men hænger altid sammen med en genoptræningsplan.
Kontakt Din Hestepraksis: